Denne kage var et stort hit da jeg gik i gymnasiet, og jeg har fornyeligt fundet opskriften frem igen. Den er super simpel at lave, og er meget klæg i strukturen, altså et sikkert hit! 😍✨ Velbekomme!
Det skal du bruge (springform):
- Lidt smør og mel til at smøre springformen
- Ca. 0,5 pose Dumle karameller (jeg bruger altid lige lidt ekstra)
- 150g smør
- 3,5 dl sukker
- 2,5 dl mel
- 3 æg
- 5 spsk. kakao
- 2 tsk vaniljesukker
- 0,5 tsk. salt
Topping: normalt bruger jeg blot flormelis, men jeg vil prøve at eksperimentere med frosting eller en karamelsauce i den nærmeste fremtid.
Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 175 grader celsius.
Smør og mel en springform.
Skær dumle karamellerne over i halve.
Smelt smørret i en gryde, og tag den efterfølgende af varmen og rør æg samt sukker i.
Rør nu alle de øvrige ingredienser i, undtagen karamellerne. Efter dejen er rørt lind, hældes den i springformen, og karamellerne puttes i. Jeg har bedst erfaring med at fordele karamellerne rundt i dejen når dejen er i springformen, og efterfølgende bruge min kagespatel til at dække dem.
Bag kagen midt i ovnen i ca. 30 min, indtil den er hård udenpå, men klæg indeni.
Lad kagen køle af, og pynt den derefter som du ønsker. Et sikkert hit er at drysse kagen med flormelis ✨
Billedet viser hvordan kagen skal være klæg i teksturen.
Opskriften er inspireret af Santa Maria.