Nogle gange kan det at studere på universitetet, godt føles som om du har hovedet under vand. Du prøver konstant at svømme mod toppen for at fange vejret, men der er noget der holder dig nede. Selv hvis du når op til overfladen, når du knapt at trække vejret, før en ny bølge rammer dig, og du synker igen ned mod bunden.
Dette er en følelse jeg er meget bekendt med. Jeg havde denne følelse i omkring halvandet år. Jeg kæmpede og kæmpede for at fange vejret, og bestå mine eksaminer, men hver dumpet eksamen var som en ny bølge der slog mig ned under vandoverfladen. Jeg fik stress, og jeg var så fortvivlet over, hvorfor universitetslivet ikke lykkedes for mig.
Hver gang jeg dumpede en eksamen, blev jeg ked af det, fordi jeg følte jeg fejlede som person og som studerende.
Jeg tog det meget personligt, og jeg tvivlede hele tiden på mine evner, og min intelligens.
Da jeg stod overfor mit tredje og sidste forsøg i en af de større eksaminer på studiet, kunne jeg mærke hvor stresset og bekymret jeg var, og jeg kunne slet ikke fokusere under min eksamen. Da jeg fik svar fra den eksamen, turde jeg ikke gå ind og kigge på resultatet. Det var som om jeg havde fået opbygget en frygt for selve resultatsiden, og jeg kunne mærke mit hjerte banke, da jeg efter 2 måneder endelig fik kigget på mit resultat:
Jeg var dumpet – IGEN.
Her følte jeg virkelig at jeg havde ramt bunden, og hele studiet virkede så uoverskueligt. Alligevel var der en indre stemme der satte spørgsmålstegn ved det hele. Kunne dette virkelig være rigtigt? Var dette en realitet ved at studere på universitetet? Betød det at jeg skulle ofre mit privatliv, studiejob og meget mere for at opnå de resultater jeg havde så svært ved at få? Eller var det et tegn på, at jeg ikke var egnet til universitetet?
I min optik havde jeg altid forestillet mig, at tiden på universitetet skulle være helt fantastisk. Det skulle være en lykkelig tid, med nye bekendtskaber og endeløse muligheder. Og det var ikke den oplevelse jeg havde dengang. Derfor besluttede jeg mig for, at der måtte være en måde, hvorpå jeg kunne præstere optimalt på universitetet, og samtidig prioritere mig selv og et godt mentalt helbred.
Efter at have dykket dybt og forstået mig selv på nye niveauer, kan jeg konkludere at det er lykkedes for mig.
Jeg har nu det studieliv jeg altid havde drømt om, på mine betingelser.
Jeg tror derfor fuldt ud på dig, der læser dette. Jeg tror på, at hvis du gør det klart for dig selv hvad du ønsker, så kan du sagtens nå dine mål.
På denne side vil jeg dele denne rejse, i håb om at det kan hjælpe andre studerende med at få et godt studieliv, uden så mange dumpede eksaminer som jeg måtte igennem.
Skriv endelig jeres egne oplevelser i kommentarfeltet, og del dem med andre, så vi sammen kan hjælpe og lære fra hinanden. Jeg er spændt på at høre om alle jeres oplevelser! ✨
Siden opdateres løbende, med nye indlæg og lækre kageopskrifter, så hold godt øje med kommende opdateringer.