Sådan får du en god eksamen

Til et vist punkt tror jeg på, at ens eksamen vil reflektere ens læseperiode. Det betyder ikke, at ens læseperiode skal være perfekt ned til mindste detalje, hvor du skal nå igennem hele pensum for, at din eksamen går godt. Det betyder for mig, at man skal prioritere at opretholde et godt humør og overskud under sin læseperiode. Det er med denne indstilling, at jeg bevarer overskuddet til hele tiden at spotte mine fejl og rette dem under min læseperiode, såvel som til eksamen.
Det samme gælder nemlig under en eksamen. Du skal forholde dig roligt, og bevare overblikket, så du ikke misforstår eksamensspørgsmålene, eller glemmer at besvare dele af eksamensspørgsmålene og så tiden ikke løber fra dig.

Herunder kommer mine tips og erfaringer til en god eksamen, så du kan præstere optimalt!

Dagen før din eksamen
Sørg for at stoppe i god tid dagen før din eksamen, og lav noget sjovt, der giver dig energi, så du er i godt humør under din eksamen. Du kan f.eks. gå en tur med en rigtig god og positiv ven. Du kan også se en af dine yndlingsfilm, eller bage en lækker kage til dig selv.

En mere praktisk ting du kan gøre aftenen før, er at pakke de snacks du gerne vil have med under eksamen. Du kan også lægge noget behageligt tøj frem, som du gerne vil have på under eksamen næste dag, og pakke din taske.

Morgenen inden eksamen
Hvis du skal til eksamen kl.09, overvej da hvor lang tid i forvejen du skal stå op, for at præstere optimalt når eksamen starter.

Hvis du skal til en 4 timers eksamen, kan det være en god ide at dyrke noget motion om morgenen. Personligt løber jeg en tur eller dyrker online-yoga i 30 minutter om morgenen inden eksamen. Jeg sørger for at det er en aktivitet der får min puls godt op, så jeg forbrænder noget af den nervøse energi, der kan bygge sig op. Det resultere i at jeg er mere rolig under min eksamen.

Hvis du skal til en kortere eksamen, og har mulighed for at cykle hen til lokationen for din eksamen, kan det at cykle lidt hurtigt eller i et højt gear også hjælpe til at få pulsen op, og forbrænde nervøs energi.

Hvornår skal jeg være fremme på eksamens-lokationen?
Dette er meget individuelt. Er du typen der bliver mere nervøs og tvivler på dine evner når du snakker med dine medstuderende, kan det være du ikke skal komme i alt for god tid. Hvis du tværtimod synes det hjælper at snakke med dine medstuderende forinden, kan det være praktisk at ankomme i god tid. Personligt plejer jeg at ankomme i relativt god tid, så jeg kan få sat op hvor jeg skal sidde og finde mig godt til rette. Jeg vil helst ikke snakke med for mange inden eksamen begynder, så jeg plejer at blive siddende på min eksamens-plads, for at indikere at jeg er ved at gøre mig mentalt klar.

Under eksamen
Hvis du er ligesom mig, og godt kan blive lidt forvirret over, hvor langt du er nået i din eksamensbesvarelse, kan du med fordel lave en oversigt over dine eksamensspørgsmål, og have den liggende ved siden af dig under eksamen. Hvis vi f.eks. siger, at der er 4 eksamensspørgsmål, med 16 underspørgsmål kunne din oversigt eksempelvis se således ud:

Eksamensspørgsmål
Opgave 1: a, b, c, d
Opgave 2: a, b, c
Opgave 3: a, b, c, d
Opgave 4: a, b, c, d, e

Hver gang du har besvaret et underspørgsmål, kan du strege det ud (som jeg har illustreret så fint ovenover ?). På den måde holder du hele tiden et overblik over, hvor langt du er nået i din eksamensbesvarelse.

En anden ting der er meget vigtig at holde styr på under en eksamen, er tiden. Hvis du sidder til en fire timers eksamen, og du har 4 eksamensopgaver, der alle vægter lige, må du kun bruge 1 time per opgave.
Personligt kan jeg godt lide at have lidt ekstra buffer-tid i slutningen af eksamen, så jeg kan vende tilbage til nogle af de underspørgsmål jeg endnu ikke har svaret på. Derfor ville jeg nøjes med at bruge 50 minutter pr. eksamensspørgsmål. På den måde har jeg omkring 30-40 minutter tilbage i slutningen af eksamen, i det der også går nogle minutter i starten af eksamen på at læse eksamenssættet igennem. Jeg sørger altid for, ikke at have for mange spørgsmål der skal besvares i min buffer-tid. Andre nyder at have lidt tid i slutningen af eksamen, til at læse deres eksamensbesvarelse igennem en sidste gang.

Jeg vil altid anbefale dig, at øve gamle eksamenssæt igennem med tid. På den måde bliver du vant til tidspresset, og du kan prøve af om det fungere for dig, at have en smule tid til overs som en buffer i slutningen af din eksamen.

En af de vigtigste ting at huske på under eksamen er;

Det er bedre at prøve at give et kort svar til alle eksamensspørgsmål, end at svare dybdegående på kun nogle af dem.

Sørg for at besvare alle dele i eksamensspørgsmålet
Forestil dig følgende eksamensspørgsmål i farmakologi:

Beskriv virkningsmekanismen for lægemidlet Digoxin. Beskriv indikationer for brug af Digoxin samt administrationsveje. Hvilke kliniske tegn ses ved en overdosis? Beskriv hvordan Digoxin er forskellig fra lægemidlet Pimobendan i forhold til tiden for virkning og metabolisme.

Dette eksamensspørgsmål indeholder 5 delspørgsmål. Til en eksamen ville jeg kopiere spørgsmålet ned i min eksamensbesvarelse, og besvare spørgsmålene under hvert punkt. Delspørgsmålene ville komme til at se således ud:

  • Beskriv virkningsmekanismen for lægemidlet Digoxin.
    Indsæt eksamensbesvarelse her…
  • Beskriv indikationer for brug af Digoxin samt administrationsveje.
  • Hvilke kliniske tegn ses ved en overdosis?
  • Beskriv hvordan Digoxin er forskellig fra lægemidlet Pimobendan i forhold til tiden for virkning
  • Beskriv hvordan Digoxin er forskellig fra Pimobendan i forhold til metabolisme

På denne måde undgår du at glemme at besvare dele af et eksamensspørgsmål.

Husk at have selvtillid til dine evner under eksamen
Dette kan slet ikke gentages nok. Det er så vigtigt, at du imens eksamen er i gang, aldrig tvivler på dine evner. Hvis der er et svært eksamensspørgsmål, så hop videre og svar på et af de andre spørgsmål. Du skal tro på dig selv, og dine evner under eksamen, ellers ender du med at spilde for meget tid på at være i tvivl, om det svar du nu kan huske, er korrekt. Denne tvivl kan også få dig til at tro at du er nødt til at slå alt op under en eksamen, hvilket der heller ikke er tid til.

Når du har afleveret din eksamen
Fedt! Ligegyldigt om det gik godt eller dårligt, er det stadig en præstation og en masse hårdt arbejde der skal fejres. Så sørg for at fejre dig selv og alt dit slid, og lad være med at bekymre dig om hvornår i får svar på eksamen. Det kan ikke betale sig, og svaret kommer når det er klart.

Har du andre gode råd til at få en god eksamen? Del dem i kommentarfeltet så vi kan lære af hinanden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.