Denne blondie opskrift er gået hen og blevet en af mine ynglings blondies! Sødmen i den hvide chokolade går perfekt til de syrlige rabarber, som kombineres i en dejlig blondie. Den passer perfekt til at tage med på arbejde eller til studiegruppen, eller blot til en forårs-eftermiddag.
Opskriften passer til 1/2 bradepande, og er aller bedst hvis du lader den køle ned over natten.
Det skal du bruge
- 200 g rabarber
- 400 g hvid chokolade
- 300 g smør
- 1 vaniljestang
- 300 g sukker
- 6 æg
- 300 g hvedemel
- 0,5 tsk salt
Sådan gør du
Tænd ovnen på 175 grader, almindelig ovn.
Hak al den hvide chokolade groft og læg 3/4 i en skål. Den resterende 1/4 af chokoladen skal drysses i dejen senere, så denne lægges til side.
Læg smørret i en gryde og lad det smelte stille og roligt. Når smørret er smeltet, og 3/4 af chokoladen hakket, hældes smørret over chokoladen. Lad det stå et kort øjeblik inden du rører rundt, så chokoladen kan begynde at smelte.
Rør nu chokoladen og smørret godt sammen, indtil du får en sammenhængende chokoladesmør.
Flæk og skrab kornene ud af vaniljestangen. Du kan eventuelt bruge lidt af sukkeret til at blande vaniljekornene med.
I en ny skål piskes æg, sukker og vaniljekornene til en luftig masse, gerne med en elpisker, så du får en god luftig masse.
Rør nu chokoladesmørret i ægge-massen, og bland med en ske. Herefter kan du røre salt og hvedemel i dejen.
Læg nu bagepapir i din form, og hæld dejen heri.
Skyl rabarberne, og rens dem godt. Drys rabarber og den sidste 1/4 af den hvide chokolade udover dejen.
Kagen bages nu i den varme ovn i 25-35 minutter. Blondien er færdig når den er fast i kanterne og gylden på toppen. Den må gerne være lidt klæg i midten, da dette sætter sig hvis du lader den køle ned på en rist, og efterfølgende lægger den i køleskabet. For at få det bedste resultat skal du lade den køle ned over natten.
Nyd den lækre blondie med en dejlig tør rose vin, eller en lækker kop kaffe eller the. Jeg vil personligt anbefale theen Påske Blanding fra A.C. Perch til denne kage, da den virkelig komplimentere sødmen i kagen.
God fornøjelse!
Opskriften er inspireret af Spis Bedre.