Cookies med mørk & hvid chokolade

Jeg har prøvet mange gode opskrifter på cookies, men denne er min absolut ynglings. Opskriften er let, fyldt med mørk og hvid chokolade og lavet med brun farin som fører til en lækker karamelliseret smag. Dette kombineret med havsalt giver den lækreste cookie! Og ja – dejen er i sig selv også virkelig god ubagt! 🤤

Det skal du bruge (ca. 12-15 cookies):

  • 115g sukker
  • 145g brun farin
  • 140g smør
  • 1 æg
  • 3/4 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1,5 tsk vaniljepulver
  • 1/2 tsk natron
  • 240g mel
  • 150g chokolade (fx 75g mørk- og 75g lys-chokolade)

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 175 grader, almindelig ovn.

I en skål blandes smør, brun farin og sukker. Derefter samles dejen med ægget.

Tilsæt nu vaniljepulver, bagepulver, natron, salt og mel og rør det hele godt sammen.

Hak den hvide og mørke chokolade semi-groft, så det ikke bliver for fint, og bland det i dejen.

Rul nu dejen sammen til en tyk pølse, på omkring 4-5 cm i diameter. Størrelsen på dine cookies er nu op til fri fortolkning, da det er forskelligt hvor store cookies man gerne vil have. Jeg kan godt lide nogle der ikke er for store, men stadig er på ca 9-11 cm. For at få denne størrelse skærer jeg skiver på ca 2 cm. Disse skiver placeres nu på en bageplade beklædt med bagepapir. Husk at lægge dem med god afstand, da de flyder meget ud under bagningen.

Bag nu de lækre cookies i 12-16 min, afhængigt af hvor store cookies du bager. De er færdige når de begynder at få en gyldebrun farve.

Lad cookies’ne afkøle på bagepladen i ca. 10 minutter, og drys gerne lidt havsalt-flager over dem, inden du flytter dem over på en rist hvor de kan afkøle yderligere. Dette er såfremt de ikke allerede er blevet spist der 😉

Opskriften er lavet med inspiration fra www.twin-food.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.